Hvad er der lige med den der sårbarhed? Er jeg den eneste leder der begejstret læser Brenee Browns bog ”Dare to Lead”. Ser hendes TED-Talks og forsøger efter bedste formåen med autenticitet og sårbarhed i min ledelse?

Ikke fordi sårbarhed er en teori, der skal afprøves. Det er mere et kald, der skaber dyb meningsfuldhed i min ledelse og i min relation til medarbejdere og omverdenen generelt.

Kaldet der er vokset frem på baggrund af enkelte gode og rigtig mange middelmådige ledere. Sidstnævnte efterlod i mange tilfælde et stort ledelsesvaccum omkring dem, fordi deres svage sider aldrig blev italesat. Dette afstedkom ineffektivitet og stor frustration for medarbejderne og teamet.

Når jeg italesætter sårbarhed som værdi og som en del af kulturen i virksomheden, bliver medarbejdere som oftest begejstrede. Det vækker genklang i en nerve langt inde, fordi autenticitet er befriende og giver mening – håber jeg.

Står du alene i areanen?

Når jeg kender medarbejdernes svage sider, kan jeg dække deres ryg og vice versa. Vi har ligeledes en langt bedre chance for at spille hinanden gode og skabe high performance så 2+2 giver 5. I denne konstellation har medarbejderne virkelig mulighed for at gribe chancen og lede opad. 

Min erfaring er dog at i praksis går sårbarheden ofte kun den ene vej. Jeg oplever i mange tilfælde, at medarbejdere hellere vil snige sig op på tilskuerrækkerne og påpege mine svagheder og fejl end kæmpe ryg mod ryg med mig i arenaen.

Ingen ledere kan det hele

Ingen medarbejdere og ledere scorer højt hele vejen rundt på DISC profilen. Selvom det ofte forventes, at du som leder er supermenneske og faktisk gør det. Vi har alle blinde vinkler, kompetencer vi mangler og ting, som vi ikke mestrer i en given arbejdssituation.

Tænk på hvor befriende det kunne være og hvor effektivt vi kunne arbejde med “svesken på disken”. Fx. Lines frygt for at tale til møder, Oles manglende talforståelse og chefens manglende struktur, fordi svaghederne allerede er kendte og italesat. Kollegaer med svagheder på andre områder dækker automatisk Lines, Oles og chefens ryg, i stedet for at udstille dem. 

Den gotiske knude

Den gotiske knude består i, at vi som postmoderne mennesker har svært ved at tackle og blive i sårbarheden. Den sårbarhed som lige netop eksponerer de svagheder, som vi ihærdigt ubevidst eller bevidst forsøger at skjule for omverdenen. Vi reagerer udad med vrede og beskyldninger, i det øjeblik flaskehalsen netop peger på en selv med risiko for at blive såret. 

Medarbejdere måles som regel på deres værditilførsel på arbejdspladser. Denne skal i et eller andet omfang gerne stå mål med lønnen. Denne udveksling er i princippet fair nok. Men undersøgelser viser, at mange danskere ikke føler sig kvalificerede til deres job. Ergo mange føler ikke, at de er deres løn værd af personlige eller faglige grunde.

Sårbarhed er skræmmende

Alene en eksponering af, at vi ikke føler os kvalificerede til vores job begrundet eller ubegrundet, er skræmmende i sig selv. Men risikoen for at kollegaer, ville såre os med eller uden forsæt med skam og afvisning til følge, er simpelthen for stor til at turde satse på sårbarheden og smide brynjen.

Så er det langt nemmere at hælde hele sårbarhedsprojektet, ned ad brættet og undskylde sig med at det er noget føleri der ikke har hjemme på en arbejdsplads. Dernæst sætte sig på tilskuerbænken, hvor man ikke har noget på spil og i bedste fald holde kæft og forholde sig passivt og i værste fald sjofle lederen eller andre kollegaer på alle de områder, hvor de ikke gør det godt nok. Sidstnævnte er i mange tilfælde det mest fristende. 

Jeg er naturligvis klar over, at sårbarhed (her menes ikke hudløshed) kræver et vist bevidsthedsniveau, selvindsigt og ikke mindst tillid der skal serveres i passende doser. At jeg så ofte ender i den arena som ”Palle alene” med blå mærker, kommer til stadighed bag på mig og frustrerer mig. Men det er en del af lugten i ledelsesbageriet. Jeg er hverken den første eller sidste leder i den situation.

Det er de negative tilråb fra tilskuerpladserne, fra dem der begejstret klappede med på tanken om en sårbarhedskultur.  De mennesker, som jeg skulle have kæmpet sammen med i arenaen ryg mod ryg, dækkende over de svagheder, som jeg i tillid havde eksponeret, – som faktisk …..sårer mig.

Jeg håber altid på, at min sårbarhed bliver behandlet med nænsomhed og respekt. At den i bedste fald bliver gengældt til gensidig opbygning for tilliden og relationen. Men det er kun et håb og indebærer desværre altid risikoen for det modsatte. Og for at være helt ærlig, så forstår jeg godt ledere og medarbejdere, der ikke kan eller vil arbejde med dette område. For det er virkelig dyre lærepenge, når den tillid, der er udvist, rammer en i nakken som en boomerang ad flere omgange.

Vis ikke svaghed som leder

Tilflugten i bunden af kynismens sneglehus er fristende, når sårene atter skal slikkes. Når stemmerne fra pragmatikerne, som siger, ”at man slet ikke skal vise svaghedstegn som leder” runger i baghovedet. Men når man først har åbnet Pandoras (Brenee Browns) æske bliver ledelse uden sårbarhed og autenticitet bare et kæmpe spild af liv, udvikling og potentiale. Samtidig er det i min optik helt uforløsende i forhold til det privilegerede ansvar, vi har som ledere for vores medarbejdere.

Derfor ER jeg klar til at stille mig i arenaen igen, men jeg vil så gerne have mine medarbejdere med. Så vi sammen kan tage kampen – sammen tage tabene og sammen tage æren for sejrene. Velvidende at bag skjoldet hos mine medkæmpere er mennesker på godt og ondt. Mennesker som til hver en tid kan svigte af frygt for at blive såret i kampens hede. Mennesker som altid kan vælge at sætte sig på tilskuerpladserne og råbe svaghederne ud til fjenden.

Ja- jeg skal sikkert tage en tudekiks. Men jeg vil høre om der er andre sårbare ledere derude, som vil dele en kiks med mig eller bidrage til mine spekulationer. Måske er du ligefrem lykkedes med at skabe en kultur, der hylder sårbarheden som et redskab til mere meningsfuldhed for den enkelte i almindelighed og for teamet og resultaterne i særdeleshed.