høj trivsel holder på medarbejderne

Manglende arbejdskraft? Styrk trivslen

Manglende arbejdskraft er et af tidens helt store emner. Virksomheder skriger på arbejdskraft og har svært ved at finde medarbejdere til ubesatte stillinger. Samtidig falder trivslen blandt medarbejdere generelt år for år således, at det nu er 20% af medarbejderstyrken der direkte mistrives på deres arbejdsplads.

Som rekrutteringskonsulenter møder vi et bredt udsnit af både store og små virksomheder i en lang række sektorer og brancher. Vi får ofte lov til at kigge ind bag forhænget og ser hvordan situationen og trivslen i virkeligheden forholder sig. Igen og igen bliver vi forbløffede over, hvor lidt fokus der er på kompetence- og lederudvikling specielt i SMV-segmentet.

I vores samtaler med ejerledere og administrerende direktører luftes frustrationerne ofte over hvor svært det er at holde på medarbejdere – specielt de dygtige. Ligeledes klages der over de dyre omkostninger der er forbundet med, at skulle rekruttere og oplære nye medarbejdere specielt i et marked, hvor det er arbejdstager, der har fat i den lange ende og kan vælge mellem mange stillinger.

Manglende investering i ledelsesudvikling

Når vi omvendt spørger ind til, hvilket tiltag og indsatser virksomheden har foretaget på ledelsesfronten, bliver vi ofte mødt af et flakkende blik og en række undskyldninger. Lad os sige det klart og tydeligt. Virksomheder der ikke investerer kontinuerligt i deres ledere, vil uundgåeligt tabe til virksomheder, der prioriterer at videreudvikle deres ledelseslag uanset om det er på strategisk, taktisk eller operationelt niveau.

Virksomheder der forstår, at ledelse er livslang uddannelse, vil i det lange løb formå at skabe bedre trivsel blandt medarbejdere. Mange undersøgelser viser, at der er en klar sammenhæng mellem høj trivsel og en forbedret bundlinje. Virksomheder der investerer i deres ledere og medarbejdere tjener altså rent faktisk flere penge og undgår i højere grad det medarbejderdræn, som andre virksomheder kæmper med.

Kompetenceudvikling af alle medarbejdere

Helt generelt kan vi kun opfordre til, at virksomheder investerer i kompetenceudvikling af både ledere og medarbejdere. Mange virksomheder frygter, at medarbejdere kun ønsker at dygtiggøre sig, så de kan kvalificere sig til et bedre job i en anden virksomhed.

Men jo højere trivslen er i en virksomhed, desto mindre behøver virksomheden at frygte,d at medarbejdere forlader virksomheden efter et kursus, certificering eller en uddannelsesmæssig opgradering.

Er trivslen i virksomheden derimod underprioriteret eller direkte dårlig, kan man være ret sikker på, at mange medarbejdere vil se en opkvalificering af deres kompetencer som en enkeltbillet væk fra arbejdspladsen.

Husk, at en opkvalificering af ledere og medarbejdere skal foregå i et tæt samspil mellem den enkelte medarbejder og dennes leder. Man opnår sjældent det ønskede resultat ved, at direktøren afsætter en dag til teambuilding og hyrer en konsulent der afvikler tillidsøvelser og orienteringsløb.

Kommuniker i stedet, at virksomheden tror på uddannelse som en strategisk prioritering og afsæt eksempelvis en pengepulje til uddannelsesformål, som medarbejdere, i samråd med deres leder, kan få del i. Prioriteringen bliver dermed meget konkret og forståelig for medarbejderne. Desuden vil det være et glimrende indspil til jeres Employer Branding ifm. tiltrækning af nye talenter.

Share this post

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Lifts & Automatic Doors Company